Biblioteket i Arresten – når modsætninger mødes
Skrevet af Hovedbiblioteket på maj 29, 2008
Af Tomas Hemmer-Hansen, Hovedbiblioteket Århus, thha@aarhus.dk
Hver onsdag kl. 17-20 møder bibliotekarer fra Hovedbiblioteket i Århus ind i arresten. Clearet i de strenge sikkerhedsforanstaltninger gør de klar til at servicere de indsatte, som udviser stor interesse for forskellige materialer.
Kontrasterne
På hver sin side af Åen i Århus ligger arresten og Hovedbiblioteket, men det er ikke kun det strømmende vand, der adskiller de to bygninger. Der ligger også diametralt modsatte idéer gravet ned med grundstenen: Fangenskab og Frihed. Arresten holder sine indsatte indespærret, og Hovedbiblioteket indeholder muligheden for dets besøgende for at søge viden i frit omfang; til at læse om verden og tage den nye viden med sig til den anden side af murene. Det er en frihed, de indsatte ikke har, men til gengæld har de stor interesse for, hvad der sker på den anden side. Alt lige fra de nyeste hiphop-numre til spændingsromaner og bøger om jura står på ønskesedlen, og så må bibliotekarerne tilbage på Hovedbiblioteket for at finde materialerne til den følgende onsdag, hvis ikke de allerede er på hylderne i det lokale på ca. 15 kvadratmeter, der udgør arrestbiblioteket.
De rolige Rammer
Selvom Ove Lading var betænkelig ved at starte som bibliotekar i arresten gik det hurtigt op for ham, at det hele foregår i rolige rammer. Bibliotekarerne føler sig altid trygge i selskab med de indsatte, som blot ønsker at få mest muligt ud af opholdet og benytte sig af muligheden for at spæde den begrænsede hverdag op med læsestof eller musik, der interesserer dem. Og trygheden går begge veje, for det er som om, de indsatte betragter bibliotekarerne som neutrale personer, der ikke ved noget om deres fortid. Så symbiosen fungerer fint. De indsatte får deres behov for biblioteksmaterialer dækket, og bibliotekarerne, som er i arresten efter eget ønske, får en anderledes oplevelse fra deres erhverv. Bibliotekar Agnete Hjorth husker eksempelvis en ung indsat, der besøgte biblioteket for at få fat i forskellige materialer om tatoveringer og motorcykler. Og så lige Emma Gads ”Takt og Tone”. Da den indsatte bemærkede, at ”den synes min mor, jeg skal læse”, kvitterede en lettere overrasket Agnete med at fortælle den indsatte, at ”man skal gøre, hvad mor siger”. Humoristisk responderede den indsatte: ”Det gør man ikke altid, for så sad jeg ikke her”. De indsatte er ikke, som folk er flest, men det er også det, der gør det spændende for bibliotekarerne.
Svind i Materialer
Aftalen om biblioteker i arrester rundt omkring i landet blev indgået d. 15. marts 1979 mellem Direktoratet for Kriminalforsorgen og Kommunernes Landsforening. I år 2000 overtog Ove Lading biblioteket i Århus Arrest, da en kollega pludselig døde. På daværende tidspunkt befandt biblioteket sig i et meget lille lokale, hvor to indsatte knapt kunne passere hinanden. De trange forhold og en begrænset materialesamling gjorde, at de indsatte stort set aldrig kom på besøg i åbningstiden. I stedet blev de eskorteret derop på tilfældige tidspunkter af en fængselsbetjent, hvis de havde brug for lidt at læse i. Det resulterede også i et enormt svind i materialerne, fordi der stort set ingen kontrol var med, hvem der lånte hvad. Svindet kæmpes der stadig med, også selvom kontrollen nu er langt bedre. Svind er i øvrigt ikke et ukendt begreb for biblioteker, siger Ove Lading.
Øget Budget
For godt to år siden blev budgettet for biblioteket væsentligt forøget. Fra 1. januar 2006 begyndte Direktoratet for Kriminalforsorgen således at poste omkring 65.000 kr. i biblioteket på årlig basis. Beløbet er fastsat efter en formel med udgangspunkt i antallet af celler i arresten, og med sine 66 celler har Århus Arrest derfor en vis stordriftsfordel. Pengene går til indkøb af materialer. Ud over det store beløb er der fra Hovedbiblioteket afsat 8 timer ugentligt til betjening af de indsatte, heraf 4 timers direkte betjening.
Nyt Lokale
Arrestens leder, Rosa Rasmussen, støtter i høj grad projektet, og da muligheden bød sig i forbindelse med, at arresten lagde nyt budget, og et stort lokale pludselig stod ledigt, flyttede biblioteket til finere forhold. Det øgede budget og de mere appetitlige omgivelser har nu resulteret i, at de indsatte flittigt benytter sig af faciliteterne. Rosa Rasmussens velvillighed og ønske om at hjælpe de indsatte er derfor en væsentlig faktor i udviklingen af biblioteket. Hendes medmenneskelige syn på fanger blev hurtigt fulgt op af Hovedbiblioteket, der satte flere folk på sagen. I dag er der således tre bibliotekarer tilknyttet, som nyder afbrækket fra deres normale arbejdsplads. Ud over Agnete Hjorth og Ove Lading er også Erling Lykke tilknyttet. Rosa Rasmussen har store roser til bibliotekarerne, om hvem hun siger: ” for os er det helt tydeligt, at det er bibliotekarernes fortjeneste, at de indsatte i den grad motiveres til at læse mere og andet end tidligere. De er fantastisk gode til at foreslå og “ramme” de rigtige emner for den enkelte indsatte”.
Muligheden for Udvikling
Som jeg sidder her og betragter hele biblioteksprojektet, får jeg visse associationer til fængselsfilmen Shawshank Redemption (Dansk: En Verden Udenfor), hvor en indsat igennem mange år kæmper med myndighederne for at få et bibliotek op at køre. Det lykkes ham, og de indsatte flokkes til for at læse, lytte til musik og færdiggøre den uddannelse, de aldrig nåede igennem. Kampen med myndighederne eksisterer nok ikke for Århus Arrest, men idéen om biblioteket er vel stort set den samme: At give de indsatte muligheden for at udvikle sig bag tremmer, så de er bedre forberedt til den dag, de står på den anden side af muren i friheden.
Du kan læse Nyhedsavisens artikel om arrestbiblioteket på Nyhedsavisens hjemmeside. Vælg E-avis i øverste menu og find s. 16 i Århus-udgaven d. 13. maj. Klik på selve artiklen med overskriften “Bibliotekarer rykker i arresten” for at læse teksten.







