Hovedbiblioteket med i udviklingen af det digitale bymiljø i Århus
Skrevet af Hovedbiblioteket på juli 11, 2008
Udviklingen af et digitalt bymiljø kan forbedre borgernes kulturelle oplevelser og formindske barrieren mellem kommunen og borgerne. Hovedbiblioteket arbejder for at styrke kommunikationen med borgerne og for at fremme borgernes aktive deltagelse i bylivet og demokratiet.
Magistraten vedtog den 7. juli 2008 en indstilling om, at der skal arbejdes videre med at etablere et såkaldt digitalt bymiljø i Århus.
Århus Kommune skriver i en pressemeddelelse:
Visionen i projektet er, at borgerne som noget nyt skal kunne hente informationer fra kommunen enten via mobiltelefon eller via andre terminaler i byrummet på det sted, hvor borgeren befinder sig. Det kan f. eks. dreje sig om oplysninger om parkerings- eller trafikforhold, information fra Borgerservice eller historiske fakta, der har betydning for Århus som bysamfund.
Herudover kan infrastrukturen f.eks. give informationer om attraktioner, events, kulturelle og historiske oplysninger, motionsruter, shopping og restauranter, mens brugeren opholder sig i byen. Brugeren vil derudover få mulighed for selv at bidrage med oplysninger, kommentere eller anmelde en given attraktion eller service.
Læs hele pressemeddelelsen her
Borgerservice og Biblioteker herunder Hovedbiblioteket bidrager til udvikling af projektet, fordi det er en central del af både at skabe et mere dynamisk og moderne bymiljø og at give borgerne bedre mulighed for at deltage i kommunikationen med hinanden og kommunen. Det vil fremme borgernes følelse af at kunne deltage aktivt i demokratiet, og Hovedbiblioteket ser det som en vigtig opgave at være en del af den udvikling.
Tomas Hemmer Hansen
Markedsføringsmedarbejder Hovedbiblioteket
Knud Schulz
Chef for Hovedbiblioteket






Thomas Sehested Nielsen sagde
husk nu sikkerheden med det digitale dernede på hovedbiblioteket ;- D
og miljøet..