Hovedbibliotekets Weblog

Her kan du læse og kommentere på de ting, der sker på Hovedbiblioteket

Posts Tagged ‘Bag facaden’

Hovedbiblioteket med i udviklingen af det digitale bymiljø i Århus

Skrevet af Hovedbiblioteket på juli 11, 2008

Udviklingen af et digitalt bymiljø kan forbedre borgernes kulturelle oplevelser og formindske barrieren mellem kommunen og borgerne. Hovedbiblioteket arbejder for at styrke kommunikationen med borgerne og for at fremme borgernes aktive deltagelse i bylivet og demokratiet.
Magistraten vedtog den 7. juli 2008 en indstilling om, at der skal arbejdes videre med at etablere et såkaldt digitalt bymiljø i Århus.

Århus Kommune skriver i en pressemeddelelse:

Visionen i projektet er, at borgerne som noget nyt skal kunne hente informationer fra kommunen enten via mobiltelefon eller via andre terminaler i byrummet på det sted, hvor borgeren befinder sig. Det kan f. eks. dreje sig om oplysninger om parkerings- eller trafikforhold, information fra Borgerservice eller historiske fakta, der har betydning for Århus som bysamfund.

Herudover kan infrastrukturen f.eks. give informationer om attraktioner, events, kulturelle og historiske oplysninger, motionsruter, shopping og restauranter, mens brugeren opholder sig i byen. Brugeren vil derudover få mulighed for selv at bidrage med oplysninger, kommentere eller anmelde en given attraktion eller service.

Læs hele pressemeddelelsen her

Borgerservice og Biblioteker herunder Hovedbiblioteket bidrager til udvikling af projektet, fordi det er en central del af både at skabe et mere dynamisk og moderne bymiljø og at give borgerne bedre mulighed for at deltage i kommunikationen med hinanden og kommunen. Det vil fremme borgernes følelse af at kunne deltage aktivt i demokratiet, og Hovedbiblioteket ser det som en vigtig opgave at være en del af den udvikling.

Tomas Hemmer Hansen
Markedsføringsmedarbejder Hovedbiblioteket

Knud Schulz
Chef for Hovedbiblioteket

Lagt i Bag facaden, Pressemeddelelser | Mærket: , | 1 Kommentar »

Biblioteket i Arresten – når modsætninger mødes

Skrevet af Hovedbiblioteket på maj 29, 2008

Af Tomas Hemmer-Hansen, Hovedbiblioteket Århus, thha@aarhus.dk

Hver onsdag kl. 17-20 møder bibliotekarer fra Hovedbiblioteket i Århus ind i arresten. Clearet i de strenge sikkerhedsforanstaltninger gør de klar til at servicere de indsatte, som udviser stor interesse for forskellige materialer.

Kontrasterne
På hver sin side af Åen i Århus ligger arresten og Hovedbiblioteket, men det er ikke kun det strømmende vand, der adskiller de to bygninger. Der ligger også diametralt modsatte idéer gravet ned med grundstenen: Fangenskab og Frihed. Arresten holder sine indsatte indespærret, og Hovedbiblioteket indeholder muligheden for dets besøgende for at søge viden i frit omfang; til at læse om verden og tage den nye viden med sig til den anden side af murene. Det er en frihed, de indsatte ikke har, men til gengæld har de stor interesse for, hvad der sker på den anden side. Alt lige fra de nyeste hiphop-numre til spændingsromaner og bøger om jura står på ønskesedlen, og så må bibliotekarerne tilbage på Hovedbiblioteket for at finde materialerne til den følgende onsdag, hvis ikke de allerede er på hylderne i det lokale på ca. 15 kvadratmeter, der udgør arrestbiblioteket.

De rolige Rammer
Selvom Ove Lading var betænkelig ved at starte som bibliotekar i arresten gik det hurtigt op for ham, at det hele foregår i rolige rammer. Bibliotekarerne føler sig altid trygge i selskab med de indsatte, som blot ønsker at få mest muligt ud af opholdet og benytte sig af muligheden for at spæde den begrænsede hverdag op med læsestof eller musik, der interesserer dem. Og trygheden går begge veje, for det er som om, de indsatte betragter bibliotekarerne som neutrale personer, der ikke ved noget om deres fortid. Så symbiosen fungerer fint. De indsatte får deres behov for biblioteksmaterialer dækket, og bibliotekarerne, som er i arresten efter eget ønske, får en anderledes oplevelse fra deres erhverv. Bibliotekar Agnete Hjorth husker eksempelvis en ung indsat, der besøgte biblioteket for at få fat i forskellige materialer om tatoveringer og motorcykler. Og så lige Emma Gads ”Takt og Tone”. Da den indsatte bemærkede, at ”den synes min mor, jeg skal læse”, kvitterede en lettere overrasket Agnete med at fortælle den indsatte, at ”man skal gøre, hvad mor siger”. Humoristisk responderede den indsatte: ”Det gør man ikke altid, for så sad jeg ikke her”. De indsatte er ikke, som folk er flest, men det er også det, der gør det spændende for bibliotekarerne.

Svind i Materialer
Aftalen om biblioteker i arrester rundt omkring i landet blev indgået d. 15. marts 1979 mellem Direktoratet for Kriminalforsorgen og Kommunernes Landsforening. I år 2000 overtog Ove Lading biblioteket i Århus Arrest, da en kollega pludselig døde. På daværende tidspunkt befandt biblioteket sig i et meget lille lokale, hvor to indsatte knapt kunne passere hinanden. De trange forhold og en begrænset materialesamling gjorde, at de indsatte stort set aldrig kom på besøg i åbningstiden. I stedet blev de eskorteret derop på tilfældige tidspunkter af en fængselsbetjent, hvis de havde brug for lidt at læse i. Det resulterede også i et enormt svind i materialerne, fordi der stort set ingen kontrol var med, hvem der lånte hvad. Svindet kæmpes der stadig med, også selvom kontrollen nu er langt bedre. Svind er i øvrigt ikke et ukendt begreb for biblioteker, siger Ove Lading.

Øget Budget
For godt to år siden blev budgettet for biblioteket væsentligt forøget. Fra 1. januar 2006 begyndte Direktoratet for Kriminalforsorgen således at poste omkring 65.000 kr. i biblioteket på årlig basis. Beløbet er fastsat efter en formel med udgangspunkt i antallet af celler i arresten, og med sine 66 celler har Århus Arrest derfor en vis stordriftsfordel. Pengene går til indkøb af materialer. Ud over det store beløb er der fra Hovedbiblioteket afsat 8 timer ugentligt til betjening af de indsatte, heraf 4 timers direkte betjening.

Nyt Lokale
Arrestens leder, Rosa Rasmussen, støtter i høj grad projektet, og da muligheden bød sig i forbindelse med, at arresten lagde nyt budget, og et stort lokale pludselig stod ledigt, flyttede biblioteket til finere forhold. Det øgede budget og de mere appetitlige omgivelser har nu resulteret i, at de indsatte flittigt benytter sig af faciliteterne. Rosa Rasmussens velvillighed og ønske om at hjælpe de indsatte er derfor en væsentlig faktor i udviklingen af biblioteket. Hendes medmenneskelige syn på fanger blev hurtigt fulgt op af Hovedbiblioteket, der satte flere folk på sagen. I dag er der således tre bibliotekarer tilknyttet, som nyder afbrækket fra deres normale arbejdsplads. Ud over Agnete Hjorth og Ove Lading er også Erling Lykke tilknyttet. Rosa Rasmussen har store roser til bibliotekarerne, om hvem hun siger: ” for os er det helt tydeligt, at det er bibliotekarernes fortjeneste, at de indsatte i den grad motiveres til at læse mere og andet end tidligere. De er fantastisk gode til at foreslå og “ramme” de rigtige emner for den enkelte indsatte”.

Muligheden for Udvikling
Som jeg sidder her og betragter hele biblioteksprojektet, får jeg visse associationer til fængselsfilmen Shawshank Redemption (Dansk: En Verden Udenfor), hvor en indsat igennem mange år kæmper med myndighederne for at få et bibliotek op at køre. Det lykkes ham, og de indsatte flokkes til for at læse, lytte til musik og færdiggøre den uddannelse, de aldrig nåede igennem. Kampen med myndighederne eksisterer nok ikke for Århus Arrest, men idéen om biblioteket er vel stort set den samme: At give de indsatte muligheden for at udvikle sig bag tremmer, så de er bedre forberedt til den dag, de står på den anden side af muren i friheden.

Du kan læse Nyhedsavisens artikel om arrestbiblioteket på Nyhedsavisens hjemmeside. Vælg E-avis i øverste menu og find s. 16 i Århus-udgaven d. 13. maj. Klik på selve artiklen med overskriften “Bibliotekarer rykker i arresten” for at læse teksten.

Lagt i Bag facaden | Mærket: | Leave a Comment »

Familier og leg på biblioteket

Skrevet af Hovedbiblioteket på april 30, 2008

Udviklingspuljen for folke- og skolebiblioteker har bevilget 1.000.000 kr. til projektet Legende familier i biblioteket.

De næste to år vil projektet undersøge, hvordan familier med børn kan bruge biblioteket som rum for leg og bibliotek for legekultur med aktiviteter, udlån af legetøj og spil. Råd og vejledning om gode spil og lege som ny biblioteksservice vil også blive testet.

Projektholdet er stærkt og tværfagligt: Center for Playware ved Syd-dansk Universitet, Alexandrainstituttet i Århus, Randers Bibliotekerne, Aalborg Bibliotekerne samt Hovedbiblioteket i Århus. Legende familier i biblioteket vil undersøge familiers behov og inddrage familier i udvik-ling af modeller og koncepter for biblioteker med leg.

Det utraditionelle projekt tager afsæt i en ny rapport fra Styrelsen for Bibliotek og Medier, som anbefaler, at bibliotekerne arbejder med leg som en værdifuld aktivitet og gør legekultur til en central del af ind-holdet og formidlingen i forhold til børn og deres forældre. Målet er, at leg optræder som en selvstændig aktivitet med egne mål og metoder. Biblioteket kan understøtte børns legekultur ved at se på de forskellige mediers positive bidrag til at skabe leg mellem børn indbyrdes og mel-lem børn og voksne og ved at stille legetøj og spil til rådighed og for-midle det aktivt.

Legende familier i biblioteket baserer sig på et strategisk netværk mellem projektpartnerne plus Børnekulturhus Århus og VIA – Universi-ty College/Peter Sabroe Seminariet i Århus. Det strategiske netværk vil undersøge og skabe innovation omkring temaerne familier med børn, leg og legekultur, samt understøtte fælles familieaktiviteter på tværs af generationer.

Mere information hos projektleder Anne Stæger, ast@aarhus.dk og senior projektleder Lotte Duwe Nielsen, ldn@aarhus.dk, tlf. 8940 9248.

Links:

  • Projektside om Legende Familier i Biblioteket:

www.aakb.dk/sw126990.asp

  • Netværk med fokus på strategiudvikling og formidling af medier, kultur, leg og læring for børn og familier

www.aakb.dk/sw126737.as

  • Styrelsen for Bibliotek og Medier, rapport om Fremtidens biblioteksbetjening af børn:

www.bs.dk/content.aspx?itemguid={F1125999-9756-436A-9478-AA0AE2C196B4}

Hvad synes du om den større opmærksomhed på børneområdet? – giv en kommentar hér på bloggen.

Med venlig hilsen

Knud Schulz
Chef for Hovedbiblioteket

Lagt i Bag facaden, Pressemeddelelser | Mærket: | Leave a Comment »

29 Kommuner repræsenteret ved informationsmøde vedrørende storskærmsprojekt

Skrevet af Hovedbiblioteket på april 28, 2008

Af Tomas Hemmer-Hansen

Storskærmsprojekt?
Flere og flere folkebiblioteker formidler indhold på storskærme. Det ligger derfor ligefor at forene kræfterne i en indholdsdatabase, hvorfra vi hver især kan trække lige præcis det indhold, vi har brug for på vores storskærm ud.
Hovedbiblioteket i Århus har derfor taget initiativ til at forsøge at skabe et netværk bestående af interesserede folkebiblioteker. Det fælles mål skal være at styrke formidlingen af bibliotekernes mange tilbud på en inspirerende og engagerende måde. Det fælles indhold vil kunne suppleres med lokalt indhold på det enkelte bibliotek. Netværket tænkes opbygget som en forening.

Opstartsmøde i Odense
Tirsdag d. 25. marts mødtes 39 repræsentanter fra 29 forskellige kommuner i Odense. Hovedbiblioteket i Århus havde sendt en delegation af sted for at præsentere projektet, og den store tilslutning vidner om, at der er stort behov for og ønske om at få det søsat. Deltagerne var meget nysgerrige efter at høre, hvilke fordele projektet kan give.

Hvad vil projektet?
Idéen bag projektet er, at man på landsplan har mulighed for at oprette en fælles database med informationer, som alle medvirkende biblioteker kan indhente og lægge ud på storskærme. Indholdet hentes ud som RSS-feeds eller webservices og kan trækkes ind i InfoGalleri, websider, powerpoints eller andre systemer, som kan modtage sådanne datakilder.

Bibliotekerne producerer indhold
Bibliotekerne skal hver især producere materiale, som både det selv og alle andre biblioteker kan bruge. Det kunne være PR for en ny bog, eller hvis flere biblioteker afholder lektiehjælp. Således kan et bibliotek lave et ”reklame-spot”, som andre kan bruge direkte eller tilpasse til deres egne behov. Det vil spare en masse tid – især når databasen på sigt bliver rigtig omfattende. Det nye ved systemet i forhold til nogle af de eksisterende på markedet er, at det er åbent, så data-flowet kan forløbe uhindret og uden for mange stationer.

Brugerorienterede rum
Projektet er en opdatering af bibliotekerne til et mere bruger-orienteret rum, hvor informationerne på storskærmene forhåbentlig vil gøre bibliotekerne mere appetitlige for brugerne. Den stærke visuelle kommunikationsform er en mangel på mange biblioteker.

Hvad sker der nu?
På mødet var der stor begejstring, og der blev hurtigt oprettet en styregruppe, som skal sørge for, at projektet kommer i gang hurtigst muligt. Allerede omkring 1. maj vil styregruppen have sendt materiale om projektet ud til alle interesserede biblioteker. Der er allerede søgt om midler til igangsættelsen af projektet hos Netbibliotekernes Koordinationsgruppe.


Kontakt Sidsel Bech-Petersen i vores projektafdeling på Tlf. 89409246 for mere information om storskærmsprojektet.

Hvad synes du om idéen med information på storskærme på biblioteket? Kommentér her på bloggen.

Lagt i Bag facaden | Mærket: | Leave a Comment »

Biblioteksstøttet Integrationsprojekt modtager Lillebror Prisen

Skrevet af Hovedbiblioteket på april 28, 2008

Integrationsprojektet KULToUR modtager d. 23. april 2008 Børnehjælpsdagens Lillebror Pris, som uddeles til ”personer og organisationer, der gør en særlig indsats for udsatte børn og unge i Danmark”. KULToUR er udvalgt blandt 42 indstillede og modtager prisen for dets arbejde med at skabe dialog imellem danskere og personer af anden etnisk baggrund end dansk. Projektet er bl.a. støttet af Århus Kommunes Biblioteker.

Århus Kommunes Biblioteker gik tidligt ind med støtte til KULToUR, som er et projekt, der skaber dialogen imellem etniske grupper på sin helt egen måde. I løbet af en uge tog KULToUR rundt i landet med sit telt fyldt af bøger i form af mennesker fra forskellige lande. Besøgende kunne låne bøgerne i et fastsat tidsinterval og få sig en snak med en person med vidt forskellig baggrund. Intentionen bag projektet, som fortsætter mindst et år endnu, var at ”ændre tonen i debatten, og folks opfattelse af forskellighed og mangfoldighed i det danske samfund”.

Århus Kommunes Biblioteker støtter altid op omkring dialog og åbenhed, og derfor var det naturligt at indgå i samarbejdet med KULToUR, som er skabt af tvillingerne Michael og Henrik Seeberg, der har deres daglige gang på Institut for Statskundskab på Århus Universitet. Mindspot, Hovedbibliotekets udviklingsprojekt for unge, hjalp med at udvikle biblioteksrammerne gennem sparring og udlån af bøger, skærme og computere. De skaffede også armbånd påtrykt Respekt, Dialog, Tolerance fra den århusianske kampagne af samme navn, som Mindspot også var aktive i. Mindspots støtte viser, at biblioteket kan være en aktiv medspiller uden for bibliotekets mure.
KULToUR slår teltet op på Lille Torv i Århus d. 28. juni i tidsrummet 11-16.

For mere om Lillebror Prisen se:
http://www.bhd.dk/aktiviteter/lillebrorprisen/

For mere om KULToUR og projektets tur rundt i Danmark se:
www.kul-tour.com

For mere om projekt Mindspot:
www.aakb.dk/mindspot.dk

For mere information om Århus Kommunes Bibliotekers involvering i KULToUR kontakt:

Louise Overgaard
Mindspot, Hovedbiblioteket Århus
Mail: mlog@aarhus.dk
Telefon: 89409274

Mindspot er Hovedbibliotekets nye ungdomsprojekt. Projektet består af et lokale på biblioteket, hvor du kan arbejde med billeder og lyd, slappe af til musik og film, læse de nyeste blade og meget andet samt et mobilt bibliotek. Desuden afholdes i Mindspot en række arrangementer for unge mellem 14 og 20 år.

Projektet er støttet af Biblioteksstyrelsens udviklingspulje for folke- og skolebiblioteker.

Lagt i Bag facaden, Pressemeddelelser | Mærket: | Leave a Comment »