Med temaet Redningens mange ansigter markeres Holocaust og det 20. og 21. århundreders andre folkedrab på Hovedbiblioteket på den officielle Auschwitz-dag tirsdag 27. januar 2009.
Borgmester Nicolai Wammen byder velkommen og åbner for et tankevækkende program blandt andet med beretninger fra to personer, der har overlevet folkedrab.
Århus Kommune står bag arrangementet som finder sted tirsdag 27. januar kl. 19.00-21.00 på Hovedbiblioteket.
Temaet for årets Auschwitz-dag belyser, hvad der skal til for at overleve folkedrab, og hvilke psykologiske konsekvenser det kan have at overleve. Angelique Umugwaneza og Arlette Andersen overlevede henholdsvis folkedrabet i Rwanda 1994 og et ophold i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau under 2. Verdenskrig. Begge fortæller om deres oplevelser på Hovedbiblioteket, når Århus Kommune markerer den officielle Auschwitz-dag.


Den dengang 13-årige Angelique Umugwaneza undgik først at blive et af ca. 800.000 ofre for folkemordet i Rwanda i 1994 og flygtede sammen med sin familie og to millioner andre igennem verdens største jungle. Hun var blandt de få, der overlevede den 3000 kilometer lange vandring, mens nære familiemedlemmer bukkede under. I sin bog Rwandas Børn fortæller Angelique Umugwaneza om sine oplevelser og om, hvad det var, der gjorde, at netop hun overlevede. Angelique Umugwaneza fortæller også om, hvilke tanker hun gjorde sig undervejs: Om håbløsheden ved at se døde og døende mennesker overalt, om skyldfølelsen ved at efterlade sine kære, og om hvordan hun var sikker på, hun selv skulle dø.
Læs Politikens anmeldelse af Rwandas Børn på:
http://politiken.dk/boger/article524776.ece
Cirka 50 år tidligere overlevede Arlette Andersen Holocaust. Som 19-årig blev hun taget af nazisterne under en forelæsning på universitetet i Clermond-Ferrand i Sydfrankrig og anbragt i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau, hvor over en million mennesker blev dræbt. I 45 år fortalte hun ikke om sine oplevelser, men da hun i 1990 fik nok af Holocaust-fornægtere, besluttede hun sig for at dele sin historie. Arlette Andersen beretter, hvordan sammenhold kombineret med held fik hende levende igennem opholdet i kz-lejren.
DRs dokumentar ”Teenager i Auschwitz” om Arlette Andersen kan høres på:
http://www.dr.dk/P1/Dokumentartimen/Udsendelser/2008/09/03155152.htm
Udover de to gribende førstehåndsberetninger giver professor, cand.psych Ask Elklit fra Århus Universitet et indblik i tanker og problemer hos overlevende efter etnisk udrensning. Endvidere vil duoen Balkan in Spirit and Soul synge og spille bosnisk folkemusik.
Alle er velkomne, og der er gratis adgang.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Karen-Marie Kjærgaard på 89 40 92 33, kmk@aarhus.dk eller Gitte Højfeldt på 89 40 92 31, hoj@aarhus.dk
Fakta:
Auschwitz-dagen afholdes hvert år 27. januar i Danmark og en række andre lande. Her mindes vi Holocaust og det 20. og 21. århundredes andre folkedrab. Auschwitz-dag sigter mod at sætte folkedrab og politiske massemord på dagsordenen og derved åbne en debat om de etiske og politiske udfordringer, de stiller os overfor.
Læs mere på www.27-1.dk og www.folkedrab.dk.
Med venlig hilsen
Knud Schulz
Chef for Hovedbiblioteket